I Rævens Hjerte

på Goodreads

Synopsis:

 

Hvad vil det sige at være menneske?

 

Omgivet af affald vokser en ræveunge op i en rundkørsel i provinsen. På afstand betragter han os, de mystiske tobenede, indtil han får et ønske om at lære mere for at kunne forstå vores tilværelse, og han føres ud på en farefuld jagt efter indsigt.

Inde i storbyen finder vi Palle, en ældre mand med ar på sjælen og en falmet livsgnist, hvis liv er gået i stå. Hver fredag på det samme klokkeslæt sætter han sig på bænken overfor sin opgang og venter ... Men på hvad?

 

Vore heltes veje mødes og forenes i et venskab, der tager os med på en rejse med naive briller og kække prik til vores dagligdag, imens et liv med sorger og tab pakkes ud og viser, at dyrenes kamp for overlevelse måske ikke befinder sig så fjernt fra vores egen.

 

I Rævens Hjerte er en eventyrlig og dramatisk, men også humoristisk historie, der handler om vores finurligheder. Det er en kærlig skildring af hverdagens kampe i form af en søgen efter at lære at elske samt at overkomme traumer og modløshed.


Format: Paperback

Sider: 434

Udgivelsesdato: 15. januar 2024

Forlag: Forlaget Gladglad

ISBN13: 9788797394779

Fås også som e-bog

Køb af Paperback eller e-bog:


Hvad andre har skrevet:

ByensNyt.dk

Den skønlitterære roman har fået titlen “I rævens hjerte” og udkommer på forlaget GladGlad der har til huse i Randers. Romanen sætter fokus på et af livets helt store spørgsmål, nemlig, hvad vil det sige at være menneske, og Duprée sætter her lidt ord på, hvad læserne kan forvente af bogen.

 

“Det er en roman der handler om, hvad det vil sige at være menneske. Den er fortalt med to synsvinkler, hvor den ene er en ræv som ser på menneskelivet udefra, og så har vi en ældre mand, hvor vi følger hans historie og ser, hvad han må gå igennem. Så det er en historie, hvor vi får noget udefra og indefra, omhandlende, hvad indebærer det egentligt at være menneske og hvilke kampe der er kan være en del af livet”, fortæller Duprée til ByensNyt.

 

Selvom at bogen er hans anden udgivelse, så er det faktisk den første bog han har skrevet. Den har bare fået lov til at ligge og vente på, at Duprée følte at tiden og modet var til det, hvilket altså er nu, og forfatteren glæder sig til at få bogen ud til læserne.

 

“Jeg skrev “I rævens hjerte” først, men det var en bog som jeg følte skulle have lidt mere tid, og jeg skulle lige også lige have modet til det, fordi det her med at skrive om dyr til voksne, hvordan vil det blive modtaget. Vi er vant til, at dyrefortællinger mere retter sig mod børn, men her er det altså en bog, som er henvendt til voksne. For flere hundrede år siden, lavede vi jo fabler som en måde til at forstå os selv bedre med moraler og så videre, som hjalp folk dengang til at forstå en masse grundsandheder”, siger forfatteren, inden han fortsætter:

 

“Jeg synes det var interessant at prøve at gøre det lidt mere moderne og forsøge gennem en fortælling, delvist fortalt af en ræv, at sætte fokus på, hvordan vi forstår os selv og livet. Den første roman jeg udgav var en hyldest til klassisk litteratur og romantiske fortællinger, hvor den nye er mere filosoferende og meget anderledes, netop fordi at den ene hovedperson er et dyr. Det skal jo fange et publikum, og der har jeg nok været lidt nervøs for, hvordan det voksne publikum ville tage imod en sådan roman, så derfor overhalede “De røde huer” indenom og blev den første roman jeg udgav”.

 

Nu er modet altså kommet til Duprée, og da han samtidig har fundet et forlag der synes at bogen var så god at de gerne ville udgive den, så er romanen klar til udgivelse.

 

“Det er et relativt nyt forlag i Randers der hedder GladGlad, der har sagt ja til at udgive bogen. Det er et ægtepar der har forlaget, og de hedder sjovt nok Glad til efternavn. Bogen udkommer nu på mandag (15. januar, red) og her afholder jeg bogreception på Hadsten Bibliotek fra klokken 16-18, hvor alle er meget velkomne. Den udkommer naturligvis i fysisk form, men også som E-bog og som lydbog, så der er bedre chance for at nå et bredere publikum med denne udgivelse, end ved min første bog som kun udkom i fysisk format.”

 

Jonas Hooge, 11. januar 2024

Goodreads.com

Vi er mennesker. Vi er dyr.

Livet tester os alle og former os alle på forskellig vis. Én ting er dog gennemgribende og gennemgående; vi ønsker alle at finde vores plads i livet, og ikke mindst finde nærhed, kærlighed, relationer og lykke. Men, hvad er lykken?

I denne skæbnefortælling møder vi først en navnløs ræveunge, der på uheldig vis mister kontakten til sin mor, mens hun kæmper for at redde ham fra en gal gårdejer med hunde. Han ender ved en rundkørsel i provinsen.

En dag møder han en selvhøjtidelig og vigtig gråkrage, der dog forbarmer sig til at hjælpe ræven med dét gode råd at han kunne bygge en hule, inden vinteren kommer. De får langsomt, men sikkert et venskab, der blandt andet overlever på rævens milde væsen og gode hjerte.

Pludselig en nat hører de en frygtelig larm; et uheld på vejen, der har sendt en ”menneskerede”, det vil sige en bil, ind i hækken. Ræven finder en telefon og tager den med sig i hulen, hvor han opdager at man kan se billeder og lære menneskesprog på skærmen. Inden længe har han udnævnt sig selv og kragen for Robin og Lille John, og for hver dag skærpes hans interesse i mennesker og deres liv.

Denne rejse mod mere viden og forståelse bringer ham til storbyen, hvor han møder den tidligere kunstner Palle. Hans historie fortælles gradvist, og giver et indblik i hans gode oplevelser, men også de mange traumatiske omstændigheder, der både fik ham til at udøve og opgive kunsten igen.

Robin og Palle finder sammen som et umage par, der dog begge søger noget rent og klart i tilværelsen. Dog har Robin forbrudt sig mod dyrenes lov, og selv i Nøddeskoven går rygterne om den usædvanlige ræv. Kan Palle og Robin overleve dette; kan en ræv og et menneske blive ægte venner?

Bogen er skrevet på en spidsfindig måde, således at fortællingen både fremstår komisk og morsom, andre gange dramatisk og dyb i sine skildringer og beskrivelser af tragedier, der kan opstå i ethvert liv, om man er menneske eller dyr. Der er desuden en eventyrlig undertone, hvor man følger en talende ræv, der lærer sig selv at gå på to ben, tage en blyant i hånden og endda stiller spørgsmål til, hvorfor han ikke bare kan græde.

De muntre og realistiske beskrivelser undervejs bringer smilet frem hos læseren, men samtidig fordrer bogen også nogle tårer, da man ikke kan undgå livet og dets barske sider; heller ikke i denne historie.

Vi følger som læsere med på en rejse, hvor vi må bide negle, mens vi spændt afventer en retfærdig og lykkelig slutning.

Budskabet i bogen står meget klart, både på og mellem linjerne, og udvisker på flere måder grænsen mellem mennesker og dyr. Det er aldrig for sent at finde lykken, og det er aldrig for sent at få en ny ven.

For vi er alle mennesker. Og vi er alle dyr.

Maria, 30. januar 2024


Det er ikke så tit, at jeg får skrevet en boganmeldelse, men i dette tilfælde bliver jeg nødt til at dele hvor fantastisk den er! En sand Page-turner.

 

Den hører ikke ind under den fantasy gruppe jeg normalt favorisere, men tanken om en ræv der vil lære os mennesker at kende var bare så sød. Desuden elsker jeg ræve, og det har gjort siden jeg første gang jeg så Mads & Mikkel, og Robin Hood.

 

I Rævens Hjerte, er der nogle små historier, som alle bliver flettet sammen til én, der er så medrivende, at jeg virkelig blev ramt helt ind i hjertet.

Op til fere gange har jeg sat og skraldgrinet ad de humoristiske indslag, og de søde finurlige detaljer ved karakterne.

Men jeg har også stortudet så voldsomt, at jeg måtte lukke bogen sammen, ude af stand til at læse videre.

Alligevel måtte jeg vide hvad der så ville ske, så igennem et slør af tårer læste jeg videre.

 

Jeg blev ikke skuffet!

 

Selv med alle de tragiske handlinger, har Duprée formået at samle dem til slut på en måde hvor det hele gav mening.

 

Selv de svære emner som sorg og svigt, og hvorfor vi aldrig bør stoppe med at elske får han berørt så grænseløst imponerende, at jeg sidder tilbage med følelsen af dyb respekt.

 

Det var en virkelig rørende og god læseoplevelse, og jeg er virkelig glad for at jeg kom ud af min sædvanlige fantasy-gruppe og fik den læst.

 

Jeg vil også varmt anbefale dig at læse den.

Jeanette, 23. januar 2024